Rullefrank.dk

 

 

Startside
Interesser
Hjælperne
Foretrukne
Fotoalbum
Min Familie

 

 

Dragracing


Ideen med dragracing er simpel; 2 biler konkurrerer om, hvem der fra staaende start hurtigst kan tilbagelægge en strækning på 1/4 mile (402,33 meter).
Resultatet opgøres i sekunder (ET = Elapse Time) og i km/t.

Et dragracingløb består af kvalificering (udslagning). Efter kvalificering placeres de bedste førere i et elimineringsskema (stige). Ved elimineringen starter man parvis; den der først passerer mållinien har vundet uanset tiden og går så videre til næste runde.

For at elimineringen skal blive retfærdig har man i nogle klasser et handicapsystem, som er udarbejdet efter respektive klasserekorder. Det vil sige at en tung vogn med en lille motor får et handicap (forspring) overfor en let bil med en stor motor.

Et løb starter altid med opvarmning af dækkene for at få bedre greb i asfalten (burnout). På starterens tegn køres der frem mod startlinien mens man iagttager start træets to øverste lamper (prestage og stage). Kort før startlinien vil forhjulene bryde to fotoceller, der tænder de to stagelamper og bilerne står nu i den rette position. Starteren begynder nedtællingen, som ses ved at 3 gule lamper starter med at blinke oppefra og ned med et interval på et halvt sekund. Derefter tænder den grønne lampe og løbet er i gang. Hvis føreren kører før hans grønne lampe lyser, vil han bryde den fotocelle, der starter tiden, hvorved der automatisk, med en rød lampe, registreres tyvstart.
Under træning og kvalificering har tyvstart ingen betydning da korrekt tid og hastighed registreres uanset en for tidlig start.

Vil du vide mere omkring klubberne så tryk her :

Dragracing Dk


NDCD. National Dragracing Club Denmark


Dansk Dragracing Klub


Amatørradio

 

Hvorfor amatørradio ?

Elektroteknik er en vigtig del af vores hverdag, og det er derfor ikke overraskende, at mange mennesker også holder af at beskæftige sig med elektronik som en spændende hobby. Mange firmaer tilbyder forskellige former for elektroniske byggesæt, og de fleste ungdomsskoler har flere hold med elektronik som emne.

Interessen for elektronik vil ofte medføre, at man på et tidspunkt får lyst til at beskæftige sig med radiobygning og radioteknik.

Der er i tidens løb bygget uanede mængder af forskellige modtagertyper, lige fra små bærbare FM-modtagere til meget komplicerede radiostationer, og mange går sikkert rundt med et ønske om at kunne komme til at bruge radiosendere.

Man kan selvfølgelig købe en walkie-talkie station, og mange mennesker har da også stor fornøjelse af en sådan, men det viser sig hurtigt, at man ønsker at komme til at køre radiotrafik over lidt længere afstande, og så kan man ikke bruge sin lille 27 MHz station.

Når man alligevel holder sig tilbage med at få sendetilladelse, skyldes det ofte, at man ikke rigtig ved, hvordan man skal bære sig ad. Derfor vil vi som Experimenterende Danske Radioamatører gerne fortælle dig lidt om, hvordan du kommer rigtigt i gang med verdens bedste hobby.

Hobbyen som radioamatør har faktisk en del år på bagen, og i 1927 var der i Danmark så mange radioamatører, at man stiftede landsforeningen "Experimenterende Danske Radioamatører", som vi i daglig tale kalder EDR.

Disse første radioamatører stod naturligvis med en lang række praktiske problemer, såsom manglende sendetilladelse, mangel på komponenter, mangel på diagrammer og konstruktioner osv.

Trods disse helt vitale mangler arbejdede radioamatørerne stædigt videre og var en væsentlig årsag til, at vi i dag kan lytte til Danmarks Radio på bl.a. FM-båndet omkring 100 MHz. Opfattelsen ,,på bjerget" i slutningen af 1920erne var nemlig, at dette område var fuldstændig uegnet til kommerciel radiotrafik, men det lykkedes radioamatørerne at bevise det modsatte.

Det betød, at radioamatørerne blev nødt til at ,,aflevere" båndet, men var medvirkende til at starte det meget fine samarbejde, der også idag er mellem radioamatørerne og myndighederne.
Et samarbejde, der betyder, at det næsten altid lykkes at finde gode løsninger på de problemer der kan opstå, når man fungerer som eksperimenterende radioamatør.

Hvad kan man så ?

Ingen er i tvivl om, at den teknologiske udvikling i dag er nået meget langt. Alle ser hver dag TV-billeder fra den anden side af jorden, måske billeder fra rummet, eller vi modtager informationer fra satellitter. Alle er fuldt fortrolige med HiFi-lyd fra radioen, og selv en computer (en PC'er) er ved at være et almindeligt arbejdsredskab for mange.

Radioamatørerne har selvfølgelig fulgt med denne udvikling. Radioamatørens hobby er ikke ,,kun" at tale med andre amatører i andre verdensdele, selv om det er bade spændende og interessant at høre om disse amatørers hverdag og om, hvordan de dyrker deres hobby.

Nogle radioamatører synes bedst om at bruge en telegrafnøgle. Denne form for kommunikation kaldes for CW (continuous waves), og der skal egentlig ikke ret meget udstyr til, før du kan nå alle steder i verden med din telegrafnøgle.

Vi møder mange nye radioamatører, der er dygtige til at betjene deres computer. De har ikke længere lyst til kun at beskæftige sig med spil, men vil hellere kombinere deres computerinteresse med radioteknik, hvorved man over radioen kan drøfte tekniske spørgsmål angående computere med andre computer fans over hele verden.

Man kan selvfølgelig bytte programmer ved hjælp af postvæsenet, men det er sjovere og hurtigere at gøre det ved hjælp af radioen. Endelig er det også langt billigere end brugen af modemer og telefonlinier. Denne form for kommunikation kaldes for Packet Radio.

Vil du vide mere omkring klubben så tryk her :

Experimenterende Danske Radioamatører